Fortællinger
På hospitalernes hvide, lange og sterile gange er mennesker fra nær og fjern. I venteområderne og på gangene ude foran stuerne kan man mærke en trykket stemning og se en usikkerhed i langt de flestes blik. De er der af en årsag, som sandsynligvis ikke er særlig sjov, og som de helst ville have undgået.
De usikre blikke skiftes for en stund ud med lette, forsigtige smil og løftede øjenbryn. Det gør de, fordi MusikBeRiget gik forbi lige netop dem. Med violin på ryggen, guitar i armene og nodestativer i hænderne skaber MusikBeRiget et usynligt rum ved blot at gå forbi og være til stede
Salka & Erla
På femte etage ligger seksårige Salka med sin mor, Erla. Her har de været i 45 dage – i denne omgang. Salka har nemlig været indlagt store dele af sit liv pga. en tarmsygdom
Salka: “Jeg er her, fordi min mave driller mig.”
Erla: ”Det giver en ro. Og vi bliver mindet om, at livet er der. Når man er indlagt, er alting meget trist, gråt og kedeligt. Men så kommer der noget så smukt ind ad døren og farver ens verden herinde”
Ruben
Ruben er oversygeplejeske på den almene intensive afdeling. Han stiftede bekendtskab med MusikBeRiget for mange år siden, og er helt sikker på, at det har en positiv effekt på patienterne og deres pårørende på hans afdeling.
”Jeg oplever en meget positiv forskel. Musikken skaber et helt andet rum. Når patienterne er her, så er det jo et hårdt univers de er i, fordi man er kritisk syg, når man er på intensiv. Så når de kommer og spiller bliver man ligesom trukket væk fra den her hårde verden til noget andet.”
Netop på en intensivafdeling er det ikke unormalt, at patienterne enten sover eller er meget sløve på grund af den medicin, de får. Men derfor kan deres pårørende også trænge til et pusterum for at glemme tid og sted for et øjeblik, mens deres kære tager et hvil.
Steen
På syvende sal ligger Steen. Med hånden på brystet og tårer i øjnene kigger Steen hen på de tre musikere fra MusikBeRiget, der på dagen har lagt vejen forbi netop hans stue. Til tonerne af Andreas Odbjergs ’I morgen er der også en dag’ blev rummet fyldt med store følelser.
I en længere periode døjede Steen med åndenødsbesvær, som han fik morfin for, så han kunne slappe mere af i maven og dermed få bedre styr på vejrtrækningen igen. Når han havde fået en ‘MusikBeRiget koncert’, havde han ingen anfald de dage. Simpelthen fordi svært ophobede følelser blev forløst af tonerne.
”Da jeg først opdagede den sammenhæng, så stoppede jeg med at have åndenødsanfald fra den ene dag til den anden. Det var virkelig en befrielse. Wauw.”
Sigurður Þór Sigurðsson
Sigurður Þór Sigurðsson er anæstesilæge og afdelingsansvarlig overlæge på afdeling for bedøvelse og intensiv behandling (neurointensiv) på Rigshospitalet. Her har de patienter, som har sygdomme i nerver eller i rygraden, altså centralnervesystemet. Patienterne har sygdomme, som gør, at de er så syge, at de bliver nødt til at ligge i respirator og mange har også fået indlagt et dræn i hjernen for at lette trykket i selve hjernen.
”Vi kan se, at nogle af de ting vi måler på, f.eks. trykforholdene inde i selve hjernen, faktisk falder når musikerne kommer. Men når vi ikke har undersøgt det systematisk ved vi ikke om det er ren tilfældighed eller om det faktisk har en virkning. Men jeg har ikke oplevet, at vi får problemer, når musikken starter.”